Politiet efterlyser en ung pige på 15 år fra Skjern.

Pigen ved navn Freja Irene Iversen forsvandt fredag aften omkring klokken 22.30.

I første omgang udtrykte politiet bekymring for pigens tilstand, da hun efter sigende skulle have været i nedtrykt tilstand, men det er ikke længere tilfældet.

»Vi er ikke længere bekymrede for, om hun har gjort skade på sig selv, men familien er selvfølgelig stadig bekymret og vil gerne have hende hjem,« siger Carsten Henriksen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

»Det er en 15-årig pige, der er gået hjemmefra, så vi vil selvfølgelig meget gerne i kontakt med hende,« fortsætter han.

Politiet har ingen anelse om, hvor Freja Irene Iversen befinder sig.

Derfor opfordrer vagtchefen folk til at kontakte dem eller familien, hvis de har infomationer om, hvor hun er, eller hvem hun er sammen med.

Freja Irene Iversen bliver beskrevet som 170 centimeter høj med skulderlangt, lyst hår.

Hun er almindelig af bygning og var iført en sort jakke med hætte samt gule sneakers, da hun forlod sit hjem fredag aften.

Politiet kan kontaktes på 114.