To drenge på henholdsvis 15 og 17 år valgte natten til tirsdag at stjæle en motorcykel i Aarhus – og kort tid efter gik det helt galt.
Skiftevis kørte drengene rundt på motorcyklen.
Men det endte med, at politiet til sidst blev alarmeret i sagen, oplyser Østjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.
Da det var den 15-åriges tur til at køre, kørte han ind i et skilt og kom alvorligt til skade.
Han er uden for livsfare, men er indlagt på hospitalet, lyder det fra politiet.
I døgnrapporten står det videre skrevet, at den 15-årige nu er sigtet for at have kørt på motorcykel uden kørekort.
Politiet fik anmeldelsen klokken 04.56 natten til onsdag.
Tyveriet blev begået på Søren Frichs Vej i Aarhus.