Retten i Helsingør har tirsdag varetægtsfængslet en 15-årig dreng i forbindelse med en voldtægt mod en 14-årig pige.
Det fortæller anklager Rebeca Koefoed fra Nordsjællands Politi efter et grundlovsforhør ifølge flere medier – heriblandt Ritzau.
Den kun 15-årige dreng er således blevet sigtet for at voldtage en veninde natten til søndag 24. januar.
Ifølge Helsingør Dagblad har den 14-årige pige angiveligt skreget »Nej, nej – lad være!«, da den 15-årige forsøgte at voldtage pigen i drengens eget hjem.
Trods modstand fra pigens side, forhindrede det ikke – ifølge sigtelsen – den 15-årige dreng at gennemføre et fuldbyrdet samleje.
Helsingør Dagblad skriver desuden, at drengen blev anholdt mandag aften, hvor han dagen efter i Retten i Helsingør nægtede sig skyldig i alle anklager.
Efter grundlovsforhøret og et navneforbud foregik resten af retssagen bag lukkede døre. Offentligheden kender derfor hverken til den sigtedes forklaring eller resten af efterforskningen.
Hvis den sigtede bliver kendt skyldig, er det under den nye voldtægtsbestemmelse, der gør det strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet sit samtykke.
Før ville der nemlig ikke nødvendigvis være tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til sex.