En 15-årig dreng blev søndag aften overfaldet, stukket med kniv og udsat for peberspray i det vestlige Aarhus. 

Derfor rykkede Østjyllands Politi ud, da anmeldelsen kom klokken 19.24.

Det skriver politikredsen i døgnrapporten. 

Videre lyder det, at hændelsen skulle have fundet sted på Ryhavevej i det vestlige Aarhus, hvor politiet rykkede massivt ud. 

Her fandt de den 15-årige dreng, der blev bragt til hospitalet med ambulance for »flere behandlingskrævende skader fra knivstikkene«. 

Videre lyder det dog, at skaderne primært var overfladiske. 

Nu efterforsker politiet hændelsen - også om den kan være forbundet med episoden fra fredag, hvor en dreng blev udsat for vold og stukket med en kniv på gymnasiet i Tilst. 

Yderligere efterspørger politikredsen vidner til hændelsen. De bedes ringe 1-1-4.