En 15-årig dreng er fængslet for grov vold mod en hjemløs mand i et parkeringshus i Køge natten til tirsdag.

En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i surrogat for grov vold mod en hjemløs mand.

Det oplyser senioranklager Anne-Mette Seerup fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen er sigtet for drabsforsøg i et parkeringshus natten til tirsdag. Ifølge sigtelsen mislykkedes det udelukkende, fordi politiet ankom til stedet.

Anklageren oplyser, at drengen alene blev varetægtsfængslet på en mistanke om grov vold.

"En ung mand" ringede ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport klokken 03.27 og fortalte politiet, at han havde fundet en hjemløs mand i parkeringshuset på Ivar Huitfeldtsvej i Køge.

Han fortalte, at han ville holde manden med selskab, indtil han selv skulle afsted med det tidligste morgentog.

Kort tid efter kom et opkald fra den hjemløse - en 53-årig mand fra Hillerød. Politiet forstod ikke, hvad manden ville, og derfor blev der sendt en patruljevogn til stedet.

Da politiet kom frem til stedet, så betjentene den 15-årige dreng løbe fra stedet. Den 53-årige mand var stærkt forslået og med store skader i hovedet.

Anne-Mette Seerup fortæller, at drengen menes at have slået, sparket og trampet på den 53-årige. Han har også taget halsgreb på ham.

Den 15-årige nægter sig skyldig, men han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.

Drengen blev varetægtsfængslet ind til 21. december.

Det blev først vurderet, at den 53-årige havde livstruende skader. Efter behandling på sygehuset er han meldt uden for livsfare.

Specialanklageren fortæller, at tirsdagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre.

Derfor er det ikke muligt at få oplyst nærmere om, hvad drengen eventuelt selv forklarede ved retsmødet.

Den 15-årige dreng blev også beskyttet af et navneforbud.

/ritzau/