To knivstikkerier.

Sådan lyder sigtelsen mod en 15-årig dreng, der lige nu sidder foran en dommer i Retten på Frederiksberg.

Drengen har langt sort hår og er spinkel af bygning. Han er iført en grå hættetrøje og sorte træningsbukser.

Mellem benene har han en klar plastikpose med lidt vand. På tilskuerpladserne sidder drengens far med hovedet bøjet ned i hænderne og snøfter.

Efter en kort samtale med sin beskikkede forsvarsadvokat Knud Meden kommer advokat og den 15-årige ind i retssalen igen.

»Min klient erkender de to forhold,« siger Knud Meden.

Den 15-årige blev anholdt søndag aften 18.19.

Inden han nåede at snakke med sin advokat blev han sigtet for to forhold om grov vold ved knivstikkerier.

For Københavns Politi mener, at det var ham, der stak en jævnaldrende dreng ned på Falkoner Allé 16.15 søndag. Offeret var ikke i livsfare.

Ifølge sigtelsen mod den 15-årige skulle han have stukket en anden 15-årig dreng med en kniv to gange i højre balle.

Politiet mener også, at det var den nu sigtede dreng, der førte kniven 18. oktober på Saltværksvej på Amager.

Her blev en mand blev stukket ned på hjørnet mellem Latyrus Allé og Saltværksvej.

Her var der ikke tale om to knivstik men et i venstre balle.

Anklageren i sagen vil gerne have dørene til grundlovsforhøret lukket, da sagen er på et tidlig stadie i efterforskning.

»Der er også en relation mellem den anholdte og forurettede,« lyder fra anklageren om, hvorfor dørene skal lukkes.

Selvom den 15-årige har erkendt forholdene og pressens protest mod dørlukningen, vælger dommeren at lukke dørene.

»Det gør jeg på grund af sagens tidligere stadie og den anholdtes unge alder,« lyder det fra dommeren.

Samtidig blev der også nedlagt et navneforbud, der afskærer pressen for at komme nærmere ind på den sigtedes identitet.

Efter 45 minutter bliver den 15-årige varetægtsfængslet i 14 dage.