I løbet af kort tid er tre unge mennesker blevet udsat for grov vold i Fælledparken. Alle tre overfald blev begået af en større gruppe, men kun én person er anholdt.

De kom gående i en stor gruppe gennem parkens halvmørke. Syv drenge på 15 til 17 år med anden etnisk herkomst end dansk. Klædt i mørkt tøj.

Da de fik øje på to jævnaldrende drenge, der bar på en kasse øl, gik de umotiveret hen og antastede dem. De krævede at få kassen med øl udleveret, og da svaret var nej, blev de voldelige.

En 16-årig dreng blev slået hårdt i tindingen og på kæben. Efter at have modtaget slagene løb han væk, mens gruppen kom med hånende tilråb. Han søgte tilflugt på Rigshospitalet.

Det fortæller den 16-åriges far, der ønsker at være anonym af hensyn til sin søn. Overfaldet skete ved Tårnlegepladsen i Fælledparken på Østerbro i København. Og den 16-årige er langtfra den eneste, der er blevet overfaldet netop der.

Godt en uge senere – lørdag den 8. august mellem klokken 00.30 og 01 – blev en 17-årig dreng med anden etnisk herkomst end dansk udsat for et groft overfald.

Overfaldet fandt sted på nøjagtig samme sted ved Tårnlegepladsen, hvor Københavns tårne er gengivet som klatrestativ.

Gruppen tildelte den 17-årige adskillige knytnæveslag i hovedet, så han væltede omkuld, hvorefter de sparkede og slog ham adskillige gange for til sidst at trampe ham i hovedet, mens han lå ned og var bevidstløs.

Den 17-årige blev også slået i hovedet med en Smirnoff-vodkaflaske af glas, hvilket medførte, at han brækkede næsen, overkæben, fik brud på to tænder og to syningskrævende flænger på undersiden af læben.

Et døgn senere var den gal igen.

Omkring klokken 01.40 natten til søndag fik politiet endnu en anmeldelse om vold begået i Fælledparken.

Denne gang blev personen slået og trampet på, og også i den sag blev voldshandlingerne begået af en større gruppe. Hvordan gerningsmændene ved de tre overfald så ud – eller om de hvilken etnicitet de havde – ønsker Københavns Politi ikke at oplyse.

'Af hensyn til efterforskningen kan Københavns Politi på nuværende tidspunkt ikke oplyse eventuelle signalementer af mistænkte,' skriver politikredsens presserådgiver i en mail, hvor han oplyser, at efterforskerne i sagen ikke stiller op til interview.

Den 12. august anholdt Københavns Politi en 15-årig dreng.

Dagen efter blev han fremstillet i et lukket grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for at have begået det voldelige flaske-overfald på den 17-årige 8. august.

Den 15-årige blev varetægtsfængslet i surrogat i 13 dage, og på grund af hans unge alder er de sociale myndigheder inddraget. Flere gerningsmænd formodes stadig at være på fri fod.

Københavns Politi vil ikke udtale sig skråsikkert om, hvorvidt der er tale om samme gerningsmænd ved de tre overfald, men det er noget, som efterforskerne nu undersøger.

'I sager som disse undersøger vi altid, om der skulle være en sammenhæng med andre sager i området omkring gerningsstedet. Vi kan ikke oplyse yderligere,' lyder det i et skriftligt svar fra presseafdelingen.

Er du blevet udsat for vold? Eller ved du noget om overfaldene i Fælledparken? Så send en mail til jvl@bt.dk.