OPDATERET: Da pigen er fundet, har BT valgt at fjerne både foto og navn i artiklen.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en 14-årig pige fra Herning, som ikke er set siden lørdag eftermiddag ved en 17-tiden.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Omkring klokken 21.00 søndag aften ved Midt- og Vestjyllands Politi fortsat ikke, hvor hun befinder sig - den 14-årige pige har dog vist livstegn.

»Vi har talt med en række venner og veninder fra hendes bekendtskabskreds, der fortæller, at hun har været aktiv på Messenger ved en 18-tiden, hvor hun skriver, at hun tager et tog hjem i aften eller i morgen,« siger Bjarne Askholm, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Han understreger dog, at de ikke stopper efterforskningen, før hun er trygt hjemme, hvor hun hører til.

»Når man er 14 år, skal man helst være hjemme, og derfor kan vi selvfølgelig ikke slappe helt af, før vi ved med sikkerhed, at hun vendt hjem.«

Den 14-årige vendte ikke hjem fra en shoppingtur med sin veninde lørdag eftermiddag, og derfor beder Midt- og Vestjyllands Politi søndag eftermidag offentligheden om hjælp til at finde hende.

Politiet mener ikke, at den 14-årige pige har været udsat for en forbrydelse, men hendes unge alder taget i betragtning, vil de gerne have hende hurtigst muligt hjem til sin familie.

»Vi har en formodning om, at hun er gået hjemmefra, fordi der har været en tvist mellem hende og hendes mor. Forhåbentligt er hun bare hos en ven eller veninde,« siger Bjarne Askholm.

Han fortæller, at de har været i kontakt med hendes familie og flere af hendes venner og bekendte, men at de på nuværende tidspunkt ikke har nogen indikationer på, hvor hun befinder sig.

Derfor har de nu valgt at lave en eftersøgning med billede i håb om, at offentliggheden kan hjælpe.