Søndag aften endte dramatisk for en 14-årig dreng i Viby J.

Østjyllands Politi modtog nemlig kl. 22.37 en anmeldelse om, at en 14-årig dreng kort forinden var blevet udsat for et røveri på Ormslevvej i Stavtrup, Viby J.

Det oplyser politikredsen i deres døgnrapport.

Ifølge anmeldelsen var den 14-årige dreng omkring kl. 22.30 kommet cyklende i vestgående retning, da nogle ukendte gerningsmænd havde truet ham med kniv og frarøvet ham hans iPhone samt sorte elcykel af mærket Mate.

En patrulje blev straks sendt til stedet, som ankom kort tid efter for blandt andet at foretage sporsikring i området og indhente videoovervågning.

Det viste sig dog, at gerningsmændene var stukket af ved politiets ankomst.

Den stjålne telefon blev kort tid efter blev fundet i krydset ved Jarlsmindevej/Rugbjergvej nogle få hundrede meter fra gerningsstedet.

Ifølge politiets oplysninger var gerningsmændene muligvis kommet kørende i en mindre hvid bil, som holdt parkeret i vejkanten på Jarlsmindevej ud mod Ormslevvej, da røveriet fandt sted. 

I bilen befandt to maskerede mænd sig, som begge var iført sort tøj.

Derudover befandt to mænd sig uden for bilen, hvoraf den ene angiveligt havde truet den 14-årige til af udlevere sin telefon under anvendelse af en kniv, mens den anden frarøvede ham hans elcykel. 

Efter røveriet forlod den ene gerningsmand stedet på elcyklen via Ormslevvej og parkeringspladsen foran supermarkedet i rundkørslen ved Klokkeskovvej.

De to mænd, der befandt sig uden for den lille hvide bil, beskrives som:

  • A: Mand, cirka 170-175 cm høj. Kort, sort hår og kort skæg, mellemøstlig af udseende. Var iført en sort jakke med hætten trukket over hovedet, og om halsen havde han en sort halsedisse-lignende beklædning på.

  • B: Mand, cirka 185-190 cm høj. Mellemøstlig af udseende og bar en maske, der kunne være en elefanthue, en bandana eller en halsedisse. Var også iført en sort jakke med hætten trukket over hovedet.

Hvis man har relevante oplysninger i sagen bedes man kontakte Østjyllands Politi via telefonnummer 114.