En 14-årig pige er alvorligt kvæstet efter et færdselsuheld mandag.

Det skete i forbindelse med en overhaling på knallert med høj hastighed.

Her påkørte pigen en modkørende bil, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

I forlængelse heraf oplyser politiet, at hun er overført til Odense Universitetshospital, hvor pigen modtager behandling.

»Hun havde heldigvis styrthjelm på, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om hun er uden for livsfare,« siger vagtchef ved Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt til Ritzau.

Han oplyser desuden, at pigen var ved bevidsthed, mens hun modtog behandling på ulykkesstedet.

Færdselsuheldet skete på Lambjergvej nord for Høruphav på Sydals. En smal og bugtet vej med små bakker.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.09.

De pårørende blev underrettet kort efter ulykken. Ud over pigen kom ingen andre til skade i ulykken.

B.T. følger sagen.