Natten til søndag oplevede Nordsjællands Politi en noget usædvanlig sag ved Ølstykke.

Her måtte de efter klokken 03.00 rykke ud til en forulykket bil. Med en 14-årig dreng som fører.

Det var Sjællandske Nyheder først til at beskrive.

I nyheden fra mediet stod det ikke klart, hvad en blot 14-årig dreng lavede bag rattet i en bil midt om natten.

Og det er man heller ikke blevet klogere på, da B.T. fanger vagtchefen hos Nordsjællands Politi tidligt søndag eftermiddag.

»Det ved vi endnu ikke. Og vi kan nok først sige noget om det i morgen (mandag, red.),« siger vagtchef Mikkel Lyberg.

Turen i bilen midt om natten endte da heller ikke godt for den 14-årige dreng, der havde to drenge på 16 år med sig i bilen på tidspunktet.

For da de kom kørende på Tranekærvej – en vej på et landområde syd for Ølstykke – gik det galt.

Et rådyr skal have gået ud på vejen foran bilen. Den 14-årige ramte derfor dyret og kørte galt med bilen.

Alle tre drenge slap dog med skrækken og uden skader.

Endnu er det lidt af et mysterium, hvad der førte til, at de tre unge drenge kørte rundt i en bil midt om natten.

Men hvad der ikke er et mysterium, det er, at den 14-årige dreng sigtes for at have kørt en bil uden kørekort.

Desuden er de sociale myndigheder blevet orienteret om sagen, lyder det.