Ved du noget om sagen? Skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook.

Den 14-årige østrigske dreng Bosse, som mandag blev væk fra sine kammerater under en cykeltur i Danmark, er fundet i god behold.

Det bekræfter Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

»Vi har lige fået bekræftet fra vore kolleger i nabokredsen, at det er Bosse, der er fundet. Han er blevet forenet med sine kammerater igen,« lyder den glædelige nyhed fra vagtchef Ove Christoffersen.

Bosse blev fundet tirsdag morgen på torvet i Køge. Han er ifølge politiet i god behold.

Tidligere tirsdag morgen var drengen ellers stadig meldt savnet.

»Han har været ind hos en familie i Køge og banke på for at spørge, om han måtte slå sit telt op, og det sagde de nej til. Kort efter så familien på de sociale medier, at drengen er efterlyst og kontaktede os,« fortæller vagtchef Henrik Carlsen.

Derfor regner politiet med, at han er i god behold, og at det er et spørgsmål om tid, før de får kontakt til ham.

Politiet regner med, at drengen er fortsat på cykel mod København.

Drengen blev væk fra sin lærer og kammerater, da han kom til at køre den forkerte vej i et vejkryds.

Bosse er på cykeltur i Danmark med en gruppe på fire lærere og elever. Han blev væk i Tappernøje midt på eftermiddagen. Gruppen var på vej fra Præstø til Køge, da Bosse kom væk fra de andre et sted, hvor vejen deler sig i et Y.

»Han er ikke ked af det, og der har ikke været en konflikt, han er bare kommet væk fra de andre,« sagde vagtchef Ehm Christensen mandag aften.

Drengen har ikke en mobiltelefon på sig.

Den lille østrigske gruppe rejser rundt på cykel, og når de er trætte, banker de på et sted og spørger, om de må slå telt op i haven.

»Det er Bosse, der kører med gruppens telt på bagagebæreren, og derfor vil han måske slå det op et sted,« siger vagtchefen.

Derfor opfordres folk til at kigge efter drengen i deres haver og ringe på telefon 114, hvis de ser ham.

/ritzau/