En 14-årig dreng er torsdag morgen klokken 06.20 afgået ved døden efter en ulykke, som fandt sted onsdag.

Det skriver Århus Stifttidende.

Ulykken skete ifølge Sydøstjyllands Politi onsdag eftermiddag i Ry, da den 14-årige i forbindelse med et hop fik en ATV (en firehjulet motorcykel red.) ned over sig og blev fundet bevidstløs på jorden på sin bopæl.

Efterfølgende blev en ambulance tilkaldt, men undervejs fik drengen hjertestop. Det lykkedes dog at genoplive drengen igen, men tidligt torsdag morgen afgik han ved døden, oplyser Poul Steffensen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, til Århus Stifttidende.

Han oplyser samtidig, at politiet først blev involveret i episoden onsdag aften, da drengen var i kritisk tilstand, og politiet mener ikke, at det som udgangspunkt er en politsag. Alligevel er der dog lidt efterforskning, der skal foretages, før man lukker sagen, siger Poul Steffensen.