En 14-årig dreng bag rattet i en stjålet bus. På flugt fra politiet.
Det lyder som noget fra en film.
Men nu viser en video, hvordan det faktisk udspillede sig.
For den norske dreng, der natten til tirsdag stjal en bus syd for Oslo, filmede sig selv undervejs på turen mod Sverige.
Siden delte han en video fra den cirka 170 kilometer lange tur fra Vestby til Stenungsund på TikTok, skriver SVT som har talt med drengen.
Se videoen her:
Han blev først stoppet af svensk politi omkring klokken fire om morgenen.
Over for norske medier forklarer han, at han stjal bussen for at flygte fra et ungdomshjem.
Hvordan han fik adgang til bussen, ønsker han ikke at oplyse.
Ifølge busselskabet kræver det ellers en vis ekspertise at få en bus i gang.
Det er dog ikke første gang, drengen sætter sig bag rattet.
Han har selv oplyst, at han tidligere har stjålet en bus og kørt rundt i flere timer i Norge.
Politiet undrer sig meget over situationen:.
»Jeg forstår ikke, hvordan en 14-årig dreng har formået at køre en bus. Han kørte hverken vaklende eller langsomt,« sagde Jens Andersson fra svensk politi til VG.
Udover drengen var der ingen passagerer i bussen. Ingen kom til skade og politiet modtog ingen anmeldelser om mistænkelig kørsel fra andre bilister på vejen.
Efter episoden er han ikke desto mindre blevet sigtet for ulovlig kørsel og overdraget til sine forældre.

