En 14-årig pige har anmeldt, at hun er blevet voldtaget i en toiletvogn på Bork Festival.

Det oplyser vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Pigen har fortalt, at en ung mand fulgte efter hende, da hun på festivalen gik mod en toiletvogn omkring klokken 19.

Da hun kom ud, pressede han hende tilbage ind i vognen og udsatte hende for overgrebet.

Gerningsmanden beskrives som 17-20 år, mørkhåret og iført sort hættetrøje, lyse bukser og en bæltetaske.

Den unge pige har efterfølgende været til undersøgelse på Regionshospitalet Gødstrup.

Midt- og Vestjyllands Politi står nu over for arbejdet med at indsamle vidneforklaringer i forbindelse med anmeldelsen.

Og her er man især interesseret i at høre fra en gruppe af unge drenge i samme aldersgruppe som gerningsmanden, som pigen sammen med sine veninder skulle have truffet tidligere på dagen.

Politiet har ifølge Jens Claumarch en formodning om, at gerningsmanden har været en del af den gruppe.

/ritzau/