200 kilo kokain.

Det er 12 mænd og en kvinde tirsdag formiddag blevet anholdt for at have indsmuglet og handlet med.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det er Særlig efterforskning Øst (ØST), der i samarbejde med andre enheder i Københavns Politi har stået for en koordineret anholdelsesaktion.

Her slog de til mod 20 adresser i København, en enkelt i Nordsjællands Politikreds og en adresse i Københavns Vestegns Politikreds.

De 13 anholdte er i alderen 20-56 år.

Anholdelserne sker efter en længere efterforskning og trækker tråde til en række andre tidligere sager, der har været efterforsket af Særlig Efterforskning Øst (SEØ).

Der er i disse sager beslaglagt for i alt cirka 20 millioner kroner, en større mængde kokain og skydevåben. Seks personer er allerede dømt samlet 27 års fængsel, mens andre afventer dom.

Ved dagens ransagninger blev der beslaglagt en større mængde kokain, heroin samt et større kontantbeløb.

»Efterforskningen har været omfattende og minutiøs og er gennemført i et meget velorganiseret kriminelt miljø, hvor man har distribueret store mængder kokain ud på det danske marked. Analyser af de tidligere efterforskninger og et tæt samarbejde med Europol har tegnet billedet af denne sag og organisationen bag,« siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra SEØ og fortsætter:

»Vi befinder os i den absolut høje ende af skalaen for organiseret kriminalitet med nogle bagmænd, der – efter vores opfattelse – har adgang til kontakter og netværk, der er vidt forgrenet i Europa,« siger Torben Henriksen.

Koordineret med dagens aktion i København har spansk politi nemlig anholdt yderligere to mænd på henholdsvis 34 og 38 år på den spanske sydkyst. Mændene, der er danske statsborgere og relateret til en rocker-bandegruppering, er i forvejen fængslet og begæres udleveret til Danmark til strafforfølgning.

Der venter fortsat et omfattende efterforskningsarbejde i sagen, og SEØ kan derfor ikke udelukke, at politiet vil anholde og sigte yderligere personer.

De anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør onsdag den 29. september i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.