Den 13-årige er stadig forsvundet – og familien håber, lokalbefolkningen vil fortsætte med at hjælpe, når det bliver søndag.
Det oplyser hendes far, Allan Nielsen, på Facebook:
'Tusind tak til alle jer, der gør alt, hvad I kan. Det betyder alverden for os.'
'Vi fortsætter natten igennem med at lede, men får brug for jeres hjælp igen i morgen tidlig, når det bliver lyst,' skriver han i opslaget.
Han tilføjer, at det eneste, der betyder noget, er, at pigen bliver fundet.
B.T. har tidligere beskrevet, at rigtig mange fra lokalsamfundet har hjulpet til med at lede efter pigen løbet af lørdagen.
Politiet er fortsat interesseret i at høre fra folk, der ved noget om sagen. Politiet sidder klar på telefon 114 for at tage imod henvendelser.
Også videoovervågning fra huse og biler er fortsat meget interessant for politiet, understreger man.
B.T. talte tidligere med Allan Nielsen, der fortalte, at han var den sidste, der talte med pigen, inden hun forsvandt:
»Jeg havde lige talt med hende, da hun var blevet færdig med sin avisrute. Det var klokken 11.30. Hun havde en aftale med sin veninde, der ikke kunne få fat på hende. Så ringede hun til os.«
Det var ham – og resten af familien – som fandt pigens cykel, telefon og taske i en vejkant, godt to kilometer fra familiens hjem.
»Cyklen fandt vi henkastet. Den var kastet ind til siden, og vi kunne ikke umiddelbart se nogen spor.«
Politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, har oplyst, at et massivt politiarbejde fortsætter natten igennem.
Videomateriale skal gennemses, området, hvor hendes ting blev fundet, bliver fortsat undersøgt, ligesom en tidslinje og pigens forsvinden skal kortlægges nærmere.
»Vi prioriterer det med et meget stort antal medarbejdere, også her hen over natten,« siger han til DR.
Læs mere om sagen og få et overblik i B.T.s liveblog her.