I fem lange dage har 13-årige XX (navn udeladt, da hun siden er blevet fundet, red.) været som sunket i jorden.
Nu tager hendes familie sagen i egen hånd og starter deres egen eftersøgning.
»Vi beder alle, der har tid og lyst i morgen fredag klokken 16.30 til at hjælpe.«
Sådan lyder nødråbet fra Dennis Nielsen, som er onkel til XX.
Teenagepigen er ikke set siden søndag aften, hvor hun forlod det bosted i Esbjerg, hvor hun bor.
Kort før hun forsvandt, ringede hun til sin mor og var ked af det.
Siden har ingen hverken hørt eller set hende, og det bekymrer både politiet og de pårørende.
Betjente har søgt efter hende med både hunde og droner, men nu tager onklen og flere andre familiemedlemmer sagen i egen hånd og starter deres egen eftersøgning.
»Hvis hun ikke er fundet på fredag, så starter vi vores egen eftersøgning. Så skriver jeg ud på Facebook og forsøger at samle så mange som muligt,« fortalte han til B.T. torsdag.
Senere skrev han og hans kæreste Louise Bech på det sociale medie for at få hjælp.
»Vi må søge i Esbjerg Gågade, sidegader, broen og havnen. Vi må IKKE, og jeg mener IKKE søge i grønne områder, før deres (politiets, red.) hunde har været rundt,« skriver de blandt andet.
Årsagen til, at eftersøgningen ikke må foregå i grønne områder, er, at de mange mennesker kan ødelægge eventuelle spor for politiet.
»Jeg vil prøve at se, hvor mange vi kan samle og så gå rundt og lede i baggårde og udhuse. Vi vil bare have hende hjem i live,« lyder det fra onklen.
Torsdag søgte politiets hunde og droner i området omkring Sønderris, hvor XX forsvandt fra.
Meldingen fra Syd- og Sønderjyllands Politi har hele ugen været, at der ikke er noget, der tyder på, at der er foregået en forbrydelse.
Og den opfattelse har politiet stadig.
»Men vi har ikke lagt os fast på en årsag til, at XX er forsvundet. Vi har hele tiden efterforsket bredt og det fortsætter vi med,« udtalte vicepolitiinspektør Søren Rønnov i en pressemeddelelse torsdag.
Politiet har fulgt op på de mange henvendelser, de har fået, og derudover har betjente også talt med personer i XXs omgangskreds.
Desværre uden resultat.
Vicepolitiinspektøren understreger, at bekymringen for den forsvundne pige stiger i takt med tiden.
»Det er bekymrende, at hun har været væk siden søndag aften, og vi opfordrer fortsat til, at man kontakter os, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe os med at finde XX”, lyder det fra Søren Rønnov.