Den spritbilist, der dræbte den 13-årige Alexander Pedersen kørte ikke kun med en promille på 1,44, han kørte også alt for stærkt.

Det står klart i det anklageskrift, som danner baggrund for retssagen mod den 43-årige familiefar, der står tiltalt for uagtsomt manddrab, og som mandag sidder på anklagebænken i Retten i Hillerød.

Den 13-årige Alexander Pedersen kom cyklende ad cykelstien langs Hillerødvej i Frederiksværk om aftenen 18. november, da den 43-årige bilist pludselig mistede herredømmet over sin sorte Opel og drønede ind over cykelstien, hvor han ramte den unge skoledreng.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 43-årige mand kørte med en promille på 1,44, at han i forvejen havde en dom for spritkørsel, og at han var frakendt kørekortet, men blot havde lånt sin kærestes bil.

Men efter bilinspektørens undersøgelser af ulykkesstedet, kommer det nu også frem, at den tiltalte familiefar, der selv er fra Frederiksværk, også kørte for stærkt.

- Bilinspektøren har undersøgt stedet, og man har fundet ud af, at han var oppe på en fart på mellem 88 og 93 km/t, et sted hvor man kun må køre 70 km/t. Det er formentlig årsagen til, at han mister herredømmet over bilen, siger anklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi.



Vidner på stedet forsøgte at genoplive den 13-årige Alexander Pedersen, men hans kvæstelser var så alvorlige, at han døde kort efter. Men den tiltalte, der er far til fire og har børn på den skole, hvor også Alexander Pedersen var elev, husker intet fra dagen.

- Sagen stod egentlig til at skulle køres som en tilståelsessag, men det er lidt svært, når han intet husker, og han husker næppe mindre, fordi der er gået tre uger. Derfor er vi nødt til at have et vidne ind i sagen. En modkørende bilist, som faktisk ser, hvordan han mister herredømmet over bilen, fortæller anklageren.

Udover uagtsomt manddrab, er den 43-årige også tiltalt for at køre bil, mens han var frakendt kørekortet.

Når der falder dom senere mandag, kræver anklageren igen, at han frakendes kørekortet og idømmes fængselsstraf og bøde.