En 13-årig dreng er blevet stukket med kniv inde i shoppingcenteret City2 i Taastrup.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, David Borchersen, til B.T.
»Vi er til stede med et passende antal styrker, hvor vi kan konstatere, at en ung dreng på 13 år er blevet ramt af et knivstik,« fortæller vagtchef David Borchersen.
Ifølge vagtchefen var den 13-årige dreng ved bevidsthed hele tiden og er netop ankommet til Rigshospitalet.
Drengens tilstand er på nuværende tidspunkt ukendt.
Københavns Vestegns Politi er fortsat til stede ved City2, hvor de er ved at undersøge situationen.
Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser, oplyser David Borchersen.
Ifølge Ritzau er der tale om to grupperinger, der har haft en kontrovers.
Det oplyses ikke, hvilke grupperinger der er tale om, samt hvad de har været oppe at toppes om.
B.T. har rakt ud til center manager ved City2, Morten Nyholm, der fortæller følgende:
»Det er en ulykkelig sag. City2 er lukket, men der er dog et par restauranter, som har åbent, men der er spærret af,« siger han og fortsætter:
»Politiet sidder og kigger vores overvågning igennem lige nu, og det har vi meget af. Vi følger politiets anvisninger og henviser ellers til dem.«
Der har tidligere fredag aften været et knivstikkeri i Amagercentret i København. Der er ikke nogen meldinger om, at de to sager har noget med hinanden at gøre.
Du kan læse om knivstikkeriet på Amager HER.


