Den 13-årige pige er fundet i live, oplyser politiinspektør Kim Kliver på et pressemøde søndag eftermiddag.

Han oplyser, at hun er ved bevidsthed, men vil ikke sige yderligere om hendes tilstand.

Pigen blev meldt savnet lørdag, da hun forsvandt efter sin tur med at uddele aviser i området ved Kirkerup sydøst for Slagelse.

Politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ved pressemødet. Ida Marie Odgaard

En 32-årig mand er anholdt, oplyser politiet desuden på pressemødet.

»Vi kunne i dag gå ind på en adresse, hvor vi fandt pigen i live, og anholdt en 32-årig mand,« siger Rune Dahl Nilsson, vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag eller mandag. Manden blev anholdt omkring klokken 15 – i samme øjeblik, som pressemødet skulle gå i gang, hvorfor det blev udskudt i ti minutter.

Pigen blev fundet på samme tidspunkt – familien fik overbragt nyheden af politiet umiddelbart efter.

Kim Kliver kan tilføje, at politiet har foretaget flere anholdelser i sagen. Hvor mange der er tale om, vil han ikke sige.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad der er sket med pigen.

»Vi kan glæde os over, at hun er fundet i live, men vi skal ikke bagatellisere det, hun har måttet være udsat for,« siger politiinspektør Kim Kliver på pressemødet.

Og om de personer bliver fremstillet i grundlovsforhør, vil han heller ikke oplyse.

Det er noget af det, politiet nu skal i gang med at undersøge. Du kan læse meget mere fra pressemødet i B.T.s liveblog her.

Lyt til B.T.s podcast 'På fersk Gerning', hvor kriminalredaktionens journalister gennemgår sagen om den forsvundne pige.