Indtil videre er 12 personer dømt for at have svindlet sig til store mængder penge, efter en frygtelig brand i et højhus i London kostede 72 mennesker livet 14. juni 2017.

De dømte har svindlet for flere hundrede tusind kroner i hotelregninger, rejser og indkøb for penge, der var til ofrene for branden.

»Det har været omfattende svindel, og det har været ekstra beklageligt, fordi det blev begået umiddelbart efter branden med penge afsat til at hjælpe dem, der var direkte ramt af tragedien,« siger lederen af efterforskningen, Ben Rouse, til The Mirror.

Og efterforskningen er ikke færdig endnu.

Et skilt fra fakeloptoget den 14. december 2017. Der står: 'For hvert barn, familie, arbejder i Grenfell vuggestue - kærlighed + retfærdighed.
Et skilt fra fakeloptoget den 14. december 2017. Der står: 'For hvert barn, familie, arbejder i Grenfell vuggestue - kærlighed + retfærdighed. Foto: CLODAGH KILCOYNE
Vis mere

Politiet i London efterforsker stadig adskillige mistænkte, som kunne have lukreret på de mange menneskers tragedie.

Her er de tre værste sager, hvor folk har snydt sig til store summer penge:

38-årige Sharife Elouahabi løj sig til ca. 879.100 kr. i hotelregninger og andre tilskud. Han påstod at have boet på 21. etage, hvor fem personer døde. Han var også på vej til at modtage ca. 125.700 til en lejlighed og udgifter til den, men blev anholdt, inden han modtog dem. Han har erkendt sig skyldig i svindel.

39-årige offentligt ansatte Jenny McDonagh stjal forudbetalte kreditkort, der var øremærket til Grenfell-ofrene, og købte rejser til Dubai, Los Angeles, Island og Paris. Hun købte tøj, gamblede og gik på restauranter for i alt ca. 530.000 kr. Hun har fået fem et halvt års fængsel.

Grenfell Tower brød i brand tidligt den 14. juni 2017 i vest London. 200 brandmænd kæmpede mod flammerne, som skød op om den 27 etager høje bygning.
Grenfell Tower brød i brand tidligt den 14. juni 2017 i vest London. 200 brandmænd kæmpede mod flammerne, som skød op om den 27 etager høje bygning. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

26-årige Yonatan Eyob modtog ca. 743.000 kr. i kontanter og hotelregninger efter at have påstået, at han havde boet i en lejlighed, hvor fem mennesker døde. Han modtog yderligere ca. 94.000 k.r til et nyt hjem. Han havde aldrig været i Grenfell Tower. Han fik seks år og otte måneders fængsel.

Andre svindlere har løjet om at have fået skader af branden, at have boet sammen med folk, der faktisk døde i branden, og en påstod, at han var søn til et af ofrene.

De mange penge, der er blevet svindlet for, er brugt på hotelregninger og forudbetalte kreditkort.

Branden vakte stor opsigt, og en brandchef fra London har udtalt, at bygningen ikke burde være godkendt til at bo i.