To 12-årige piger har anmeldt en mand for blufærdighedskrænkelse i Lalandia i Rødby.

Det skriver Folketidende.

De to piger på 12 år er fra københavnsområdet.

De fortæller, at en mand har stukket hænderne ned i deres trusser og befølt deres kønsdele i badelandet, mens de opholdt sig ved den store vandrutsjebane.

Overgrebet skulle være sket lørdag omkring kl. 15.30.

Ifølge mediet er manden ikke blevet anholdt.

Sydsjælland og Lollands Falsters Politi vil over for BT ikke kommentere sagen.

Uhyggelig sag i anden Lalandia

Søndag eftermiddag i Lalandia i Billund forsvandt en knap to år gammel dreng fra sin familie, og havde det ikke været for en livredders lynhurtige indgriben kunne det være endt fatalt.

Den et-årige dreng blev efterfølgende kørt til observation på Kolding Sygehus, og kort efter blev han udskrevet - efter alt at dømme helt uden mén - takket være livredderens indsats.