En 12-årig pige er i kritisk tilstand, efter at hun blev ramt af en bil på Sæbygårdvej ved Sæby.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

Pigen var lige steget af bussen, da hun skulle krydse vejen i umiddelbar nærhed af sit hjem. Det var i den forbindelse, at hun blev påkørt af en forbikørende.

»Hun pådrager sig rimelige alvorlige skader, og hun er fortsat i kritisk tilstand, er den sidste melding, vi har fået. Det er næsten så tragisk, som det kan være. Vi krydser fingre for, at hun klarer den,« lyder det fra vagtchefen.

Efter påkørslen blev der både rekvireret en helikopter og en ambulance. Pigen fik behandling på stedet,  men blev altså hastet til Aalborg Universitetshospital.

Vagtchefen fortæller, at alle de involverede parter er dybt berørte af situationen.

Da uheldet skete i umiddelbar nærhed af pigens hjem, var de pårørende hurtigt fremme på ulykkesstedet.

En bilinspektør skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

B.T. følger sagen …