En 50-årig mand er netop fundet skyldig i uagtsomt manddrab, idet han sidste år påkørte en 12-årig pige på el-løbehjul, mens hun var på vej i skole.

Pigens liv stod ikke til at redde.

Tirsdag er manden ved Retten i Hjørring blevet idømt et år og fire måneders fængsel. Det skriver Nordjyske.

Den 12-årige pige var om morgenen den 11. november sidste år på vej i skole på el-løbehjul, da hun blev påkørt af en varebil på Brøndenvej i Østervrå i Vendsyssel.

»Ved ulykken pådrog pigen sig alvorlige kvæstelser, og hun blev på hospitalet efterfølgende erklæret for død,« forklarede vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund, i den forbindelse til B.T.

Den bil, der ramte pigen, blev ført af en 50-årig mand.

Han blev anholdt på stedet, og politiet fik mistanke til, at han kunne have været påvirket under kørslen.

Ifølge Nordjyske kunne politiet efterfølgende konstatere, at han havde spor af både pot og amfetamin i blodet.

Den 50-årige erkendte sig ifølge Nordjyske skyldig i Retten i Hjørring, hvor han forklarede, at han normalt kørte den rute - og at han flere gange havde mødt den 12-årige pige på strækningen.

Men den morgen så han hende ikke.

»Der kom en modkørende, og lige efter den passerede mig, hørte jeg et knald. Jeg troede, jeg havde ramt et rådyr. Så jeg bakkede og stod ud, og så lå der en lille pige der,« forklarede den 50-årige mand ifølge Nordjyske.

Det var ham selv, der kontaktede politiet efter den tragiske ulykke.