En 44-årig kvinde fra Nordjylland blev fredag aften kørt til Sygehus Vendsyssel med en blødning i hjernen. Da lægevagten ville bestille en ambulance, gik alting dog i stå. Hvad er hus-nummeret, ville alarmcentralen vide.

Det skriver Nordjyske.dk.

Den 44-årige kvinde havde forinden besøgt sin veninde Marianne Andersen-Sund, da hun fik det dårligt.

- På vej herned får hun kraftigt ondt i hovedet og nakken, da hun kommer herind ligger hun på sofaen og har det rigtig skidt. Pludselig styrker hun ud på toilettet og kaster op, og så er det jeg tænker, at vi må til vagtlægen, siger Marianne Andersen-Sund til bt.dk.

Hun kørte sin veninde til vagtlægen i Frederikshavn, der holder til på Sygehus Vendsyssel. Her konstaterede en læge hurtigt, at noget var helt galt. Der var mistanke om en blødning i hjernen, og kvinden måtte til Aalborg Sygehus i en fart, mente lægen.

- Så ringer hun til 112. Hun siger, at det er vagtlægen i Frederikshavn, Vendsyssel Sygehus, i Vestergade, hvor hun skulle havde ambulance til, fordi hun havde mistanke om, der noget ravruskende galt - at patienten skulle have en hjernehindeblødning, fortæller Marianne Andersen-Sund.

Herefter begyndte et 'vanvittig' forløb, der ifølge Marianne Andersen-Sund føltes som timer. Alarmcentralens system kunne ikke sende en ambulance, før vagtlægen oplyste, hvilket husnummer vagtlægen i Frederikshavn har. Men det nummer kendte lægen ikke.

- Hun (lægen, red.) siger flere gange 'jeg ved ikke, hvad nummer det er'. Jeg tilbyder min hjælp og løber ud to gange for at se, om jeg kan finde ud af det. Der er også nogle patienter ude i venteværelset, som finder deres mobiltelefoner frem og begynder at lede efter det på nettet. Det er vildt frustrerende og alt er kaos, genfortæller Marianne Andersen-Sund.

- Det tager vel tre-fem minutter. Tiden føles så lang, når jeg går ind og ud, og jeg samtidig kan se, at hun har det skidt, siger Marianne Andersen-Sund.

Hvordan vagtlægen til sidst fik held til at tilkalde ambulancen til Marianne Andersen-Sunds syge veninde, er endnu uvist.

- Hendes (den syge veninde, red.) dreng var der også og han var vildt ked af det, så jeg er ude at give ham en krammer og sige, at det skal nok gå. Så jeg hører ikke, hvad hun (lægen, red.) ender med at sige til 112, fortæller Marianne Andersen-Sund.

Efter at have ventet ca. en halv time blev Marianne Andersen-Sunds 44-årige veninde fredag aften bragt til Aalborg Sygehus, hvor en såkaldt CT-scanning viste, at hun havde fået en hjernehindeblødning.

Lørdag blev hun overført til sygehuset i Aarhus og opereret.

- Jeg har lige snakket med hende. Hun blev opereret i går og har det godt, siger Marianne Andersen-Sund.

Hun er oprørt over, at alarmcentralens system ikke er strikket sådan sammen, at vagtlægernes adresser er kodet ind på forhånd, så der ikke skal spildes tid på at lede efter husnumre.

- Det er simpelthen for ringe, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket. Deres system burde være sådan, at de - når der bliver sagt 'lægevagten Frederikshavn' - bare kan trykke på en knap, og så bliver der sendt en ambulance af sted. Når en læge siger, at det er akut, skal man ikke spilde tiden på at spørge så meget og rende og lede efter numre, siger Marianne Andersen-Sund.Steen Herlev Larsen, leder af 112 sekretariatet under Rigspolitiet, siger til nordjyske.dk, at han ikke kender den konkrete sag, men fastslår, at ansvaret ligger hos dem, der ringer op.

- Det er for let at skyde skylden på 112. Det er nu engang anmelderen, der må fortælle, hvor de vil have os hen til at køre hen, siger Steen Herlev Larsen til nordjyske.dk.

Han rækker dog samtidig hånden frem.

- Jeg vil ikke afvise, at hvis vi får en opdateret liste over vagtlægernes adresser, så kan vi sagtens lægge det ind i systemet. Det vil vi godt gå i dialog med de enkelte regioner om, siger Steen Herlev Larsen.

Slår man lægevagten i Frederikshavn op på www.laegevagten.dk, fremgår det, at lægevagten ikke har et husnummer. En hurtig google-søgning afslører dog, at den fulde adresse er Vestergade 14.

Hos Region Nordjyllands vagtcentral, der sendte ambulancen til lægevagten på vegne af meldingen fra Alarmcentralen, kender vagtcentralchef Jan Lindberg ikke sagen i detaljer. Om forløbet siger han:

- Det er ved 1-1-2, at man ikke har det husnummer, man skal bruge, for at sende opgaven videre til vores AMK-station (Akut Medicinsk Koordinationscenter, red.), fortæller Jan Lindberg, der tilføjer, at Alarmcentralen burde være i besiddelse af en adresse-liste over regionens lægevagter.

- Det laver vi om på mandag, siger Jan Lindberg.

Der er forskel på, hvordan vagtlægerne bruger Alarmcentralen. Nogle ringer direkte til regionens eget AMK, som sender ambulancen ud. Andre - som i Nordjylland - anbefaler vagtlægerne at lade opkaldet gå gennem Alarmcentralen.

- Vi anbefaler vagtlægerne at de ringer 1-1-2. Det er vores erfaring, at det er den hurtigste måde at bestille en ambulance på. Det var det så ikke her, siger Jan Lindberg.

Han tilføjer, at den telefon, som vagtlægen brugte fredag aften, også kan have haft en betydning på, at Alarmcentralen ikke kunne se lægevagtens husnummer.

- Jeg ved ikke, om vagtlægen har ringet fra en fastnettelefon eller en mobil. Hvis der blev ringet fra en fastnet, burde nummeret være kommet op hos 1-1-2. De numre har 1-1-2 nemlig indkodet, siger Jan Lindberg.