Iført gule veste og store bannere med teksten 'forbyd privatfly' blokerede en gruppe klimaaktivister fredag eftermiddag den vej, der leder ind til Roskilde Lufthavn.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser sent fredag eftermiddag til B.T., at 11 personer er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.
»De 11 personer var hoppet over hegnet og ind på lufthavnens område,« lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politis pressetjeneste.
De 11 anholdte er blevet kørt ind på politistationen i Roskilde, hvor de bliver registreret. Herefter tager politiet stilling til, hvad de konkret skal sigtes for.
Foruden de 11 anholdte befandt cirka 10 demonstranter sig på den rette side af hegnet, hvor de demonstrerede fredeligt med bannere og slagord.
Politiet måtte imidlertid bede demonstranterne om at rykke væk fra en offentlig vej, hvor de havde taget opstilling.
Dette efterkom demonstranterne ved at flytte sig over på et grønt område. Ved 15-tiden var demonstrationen overstået, oplyser politiets pressetjeneste.
Det var grupperne Scientist Rebellion og Extinction Rebellion, der stod bag demonstrationen.
Formålet med demonstrationen var at bremse CO₂-udledningen fra privatfly, der ifølge et studie fra Transport & Environment viser, at privatfly udleder 5 til 14 gange så mange drivhusgasser pr. passager som et rutefly.
»Det er logik for perlehøns, at privatflyvning må stoppes, og det kan kun gå for langsomt,« siger Tanya Rydell Montan fra Extinction Rebellion.
For ikke at udsætte nogen for fare var personerne fra Scientist Rebellion og Extinction Rebellion ikke i nærheden af landingsbanen, skrev de i pressemeddelelsen.