Fyns Politi har nu de første DNA-profiler klar fra mænd, der har fået taget mundskrab i forbindelse med efterforskningen af overgreb på to fynske skolepiger.

DNA-fælden er endnu ikke klappet på Fyn, hvor politiet nu har de første DNA-profiler klar på mistænkte i sagen.

-  Vi har ingen hits på noget af det, vi har fået indtil videre. Vi har fået DNA-profiler på de første 11 mundskrab, fortæller efterforskningsleder Henrik Justesen.

Fyns Politi har i jagten på den sexforbryder, der med tre ugers mellemrum har misbrugt to skolepiger på bagsædet af sin bil, taget mundskrab på op mod 50 mænd, som mistænkes for at have begået de grusomme overgreb.

Men altså endnu intet match med den DNA-profil, som for få dage siden fastslog, at det var samme gerningsmand, der misbrugte en 11-årig pige i Øster Skerninge og efterfølgende en 10-årig i Refsvindinge.

Efterforskningslederen er dog fortrøstningsfuld:

- Vi fortsætter bare. Det betyder ikke noget. Vi er vant til, at tingene ikke altid lykkes lige med det samme, siger Henrik Justesen, der oplyser, at politiet fortsat vil tage mundskrab af mistænkte.

- Vi har bestilt en ekstra kasse, så vi er beredt, siger han.

Siden sexgalningen slog til for første gang den 26. oktober har børnefamilier på Fyn været i allerhøjeste alarmberedsskab, og der er løbende kommet henvendelser fra forældre, hvis børn er blevet kontaktet af mænd i røde biler. Ingen af henvendelserne imdgår dog foreløbig i efterforskningen, siger Justesen, der fortsat opfordrer folk til ikke at tøve med at rette henvendelse til politiet, hvis man mener at have oplysninger til sagen.

- Vi har indtil nu modtaget op mod 1.000 henvendelser fra offentligheden, som vi støt er ved at arbejde os igennem, siger Henrik Justesen, som stadig  håber at modtage netop den ene henvendelse, der kan føre til opklaringen af sagen.

- Det kunne være fra  en, der har en relation til gerningsmanden. Måske har vedkommende en mistanke om, at der er noget galt. Er det tilfældet vil jeg gerne opfordre til at kontakte os, siger han.

Onsadg er det en uge siden, at gerningsmanden slog til for anden gang mod en 10-årig pige fra Refsvindinge. På fredag er det fire uger siden, det første overgreb fandt sted. Det gik ud over en 11-årig pige fra Øster Skerninge.