Ni personer kom til skade – heraf tre kritisk – ved en bådulykke, som lørdag eftermiddag fik politi og redningsfolk til at rykke massivt ud til Dragør Havn.

11-årige Christian var en af de mange tilskuere ved arrangementet Copenhagen Poker Run, der var vidne til ulykken.

Ifølge ham skete ulykken, da båden sejlede ud i høj fart, hvorefter den ville vende om og sejle tilbage.

»Da den vendte om, så det ud, som om den sejlede ind i sine egne bølger, så den røg skråt op på bølgen og landede på siden i et kæmpe plask,« fortæller Christian, der af sine forældre har fået lov til at snakke med B.T.

»Det så meget voldsomt ud. Det synes min kammerat også,« fortsætter Christian, som var til arrangementet sammen med sin ven og vennens lillebror og far.

Christian filmede øjeblikket, hvor ulykken skete. Videoen kan ses i playeren øverst i artiklen.

Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi, kunne lørdag aften oplyse Ritzau om, at de tre personer i kritisk tilstand er sluppet afsted med 'slemme knubs'.

Ifølge vagtchefen pådrog de sig op til flere knoglebrud i ulykken, der skete, da den såkaldte powerboat ramte en høj bølge.

Uykken fandt sted omkring klokken 16 lørdag under et opvisningsarrangement i forbindelse med Copenhagen Poker Run.

Bådene sejlede ud fra Islands Brygge lørdag morgen og kom blandt andet forbi Malmø, inden de ankom til Dragør omkring klokken 16, hvor bådene foretog en speedtest.

I alt ni personer var om bord på ulykkesbåden, som selv vendte tilbage til kajen efter ulykken.

Seks kom lettere til skade, mens de tre hårdest medtagne blev kørt med ambulancer til henholdsvis Rigshospitalet og Hvidovre Hospital til behandling og observation.