En 11-årig pige er kommet til skade i en alvorlig trafikulykke i Hillerød.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

»Hun er nu på hospitalet, hvor hendes pårørende er med hende,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi David Eckert onsdag eftermiddag.

Tidligere på eftermiddagen skrev Nordsjællands Politi, at de var til stede på Brødeskovvej i Hillerød i forbindelse med et alvorligt uheld.

Ifølge politiet sker uheldet, da pigen stiger af bussen på Brødeskovvej. Hun går over vejen, hvor hun bliver ramt af en bil, der kommer kørende med forholdsvis lav hastighed. 

»Hun får et brud på benet, så hun har været heldig og er okay - alt taget i betragtning,« siger David Eckert. 

Vagtchefen understreger også, at der er tale om en ulykke:

»Det er en påmindelse til alle om, at man skal se sig ordentligt for, når man går over vejen.« 

Trafikken på stedet er nu åbnet igen, og politiet går i gang med at undersøge årsagen til ulykken nærmere.