11-årig pige blev offer for voksen mands blotteri
Mand erkender at have blottet sig for en pige og to kvinder. Politiet hører gerne fra andre mulige ofre.
Mand erkender at have blottet sig for en pige og to kvinder. Politiet hører gerne fra andre mulige ofre.
En voksen mand henvendte sig til en 11-årig pige i Kalundborg og blottede sig herefter for hende.
Det skete i juni på Lundevej, og i samme måned var blotteren på spil igen over for en 22-årig kvinde på Nytorv.
Onsdag anholdt nærpolitiet i Kalundborg en 38-årig mand i sagen, og han har erkendt, at han var gerningsmanden til de to samt en tredje episode.
- Vi modtog flere anmeldelser, hvor der var ting, der pegede på, at det kunne være den samme gerningsmand, og ham lykkedes det os så at identificere og anholde i går, siger kriminalassistent Per Hansen i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den tredje episode fandt sted i august på Fjordvej, hvor manden viste sine kønsdele til en 52-årig kvinde, hvorefter han fulgte efter hende på cykel.
- Det er jo en adfærd, som skaber en utryghed blandt piger og kvinder i byen, siger Per Hansen.
Manden blev løsladt onsdag efter afhøringen, fordi det blev vurderet, at der ikke var grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet i sagen.
Kriminalassistenten håber, at mandens adfærd nu er stoppet.
Den 38-årige vil få sin sag afgjort på et senere tidspunkt.
Politiet hører gerne fra andre, der har oplevet noget lig de andre tre episoder.
RITZAU