Serbisk politi fandt under ransagninger i alt 105 computere fra Næstved Kommune.

Under indbrud begået på tre folkeskoler i Næstved var der blevet stjålet en længere række computere, men de er nu på vej tilbage til eleverne.

Således meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man under efterforskning af en række større tyverier på Falster fandt spor på, at tyvekoster var havnet i Serbien.

Efter en anmodning til det serbiske politi blev der med danske repræsentanter til stede slået til mod flere adresser.

Og her fandt man blandt andet 105 pc'er fra Næstved Kommune.

Ifølge politiet har de mange computere en værdi på mere end 400.000 – og de virker endnu.

I første omgang vil kommunens IT-folk gennemgå computerne, hvorefter det er planen, at de skal tilbage på de tre folkeskoler.

Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om ransagningerne i Serbien.