Der udbrød dramatik udenfor retten i Glostrup tirsdag formiddag, da omkring 100 rockere og HA-supportere røg i totterne på hinanden. 59 anholdte efter tumult.

Stemningen var højspændt uden for retten i Glostrup tirsdag formiddag. Kun politiets indgriben forhindrede, at situationen udviklede sig til et regulært masseslagsmål.

Politiet anholdte 59 personer efter episoden.

Dramatikken opstod, da en gruppe Hells Angels rockere og medlemmer af AK81 røg i klammeri med en gruppe bandemedlemmere fra Tingbjerggruppen.

SE DE DRAMATISKE BILLEDER FRA GLOSTUP: Rockere og indvandrere i klammeri (opdateres løbende)

De omkring 100 mennesker var adskilt i to grupper ved hjælp af afspærring. Det er endnu uvist, hvad der præcis udløste konflikten, men på et tidspunkt forsøgte elementer fra de to grupper at komme i kødet på hinanden.

- Vi har noget uro derude, som vi er i gang med at håndtere. Der er nogle grupperinger, der er mødt op. Jeg kan ikke sige mere i øjeblikket. Vi står midt i det, siger vagtchefen fra Vestegnens Politi til bt.dk

Retten i Glostrup behandler i dag sagen om den 25-årige HA-hangaround Mazdak Fabricius.

Han er tiltalt for drabet på Osman Nuri Dogan i Tingbjerg. Drabet, som udløste bandekrigen.

Sammenstødet mellem de to grupperinger var tæt på at udvikle sig til et regulært masseslagsmål, men politiet er massivt til stede uden for retten, og det er tilsyneladende lykkedes dem at lægge en dæmper på gemytterne.

Politiet satte ind med stave og hunde for at skille grupperne ad. 

Umiddelbart inden tumulten blev der råbt skældsord mellem grupperne. Ifølge Ekstra Bladet blev hele Tingbjerg-gruppen tilbageholdt af politiet, hvorefter rockerne forsøgte at lave et bagholdsangreb.

Bt.dk's mand på stedet oplyser, at der nu skulle være ro på stedet.

I retssagen er Hells Angels-rockeren Mazdak Fabricius tiltalt for et drab i Tingbjerg i sommeren 2008. Her blev der affyret en AK47 mod en gruppe unge indvandrere, og den 19-årige Osman Nuri Dogan døde af et skud gennem brystet.

Foreløbig er flere vidner fra Tingbjerg-gruppen blevet afhørt. De lider tilsyneladende af kollektivt hukommelsestab og kan intet huske fra den aften, hvor deres kammerat døde.