Bilist nummer 100 er blevet ramt af stenkast på motorvejen E65 mellem Malmø og Ystad.

Også denne gang var det en dansk bil, som blev ramt.

Det skete ved Skurup, hvor stenen ramte forruden, men manden i bilen kom ikke til skade og kunne køre videre.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT tirsdag formiddag.

Siden foråret har politiet i Skåne fået adskillige anmeldelser om stenkast mod danske bilister.

Det er på motorvej E65 på strækningen mellem Skurup og Ystad, at de danske biler er blevet ramt, og så har det tidligere været fremme, at der har været et enkelt tilfælde på E6.

E65 går mellem Malmø og Ystad og bruges af blandt andre danskere, som skal med færgen til Rønne, som afgår fra Ystad.

Politiet vurderer ifølge TT, at det i stort set alle tilfælde har været biler på danske nummerplader, som var på vej til og fra færgen til Bornholm.

Det drejer sig om omkring 95 procent af tilfældene, lyder det.

Enkelte gange er svenske biler blevet ramt.

/ritzau/