Politiet efterlyser vidner, efter der tirsdag aften blev affyret ti skud mod en bil i Herlev.

Politiet modtog klokken 21:25 tirsdag aften en anmeldelse om, at der var blevet skudt mod en sort VW Polo personbil i krydset Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter kunne politiet fastslå, at bilen var blevet beskudt første gang i krydset Herlev Ringvej og Tornerosevej.

Skuddene kom angiveligt fra en sølvfarvet Audi.

Politiet var tirsdag aften til stede ved krydset mellem Herlev Ringvej og Herlev Hovedgade i Herlev.
Politiet var tirsdag aften til stede ved krydset mellem Herlev Ringvej og Herlev Hovedgade i Herlev. Foto: Byrd/Steven Knap
Vis mere

Føreren af Polo’en foretog efter den første skudepisode ifølge politiet en U-vending og kørte mod krydset Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej, mens føreren blev fulgt af den bil, hvor skuddene kom fra.

'Ved krydset blev Polo’en beskudt igen og kørte galt. Herefter flygtede føreren fra bilen', oplyser politiet.

Der blev i alt skudt over 10 gange mod bilen.

Ingen blev ramt.

Foto: Byrd / Steven Knap
Vis mere

I pressemeddelelsen oplyser politiinspektør Mikael Wern, at Københavns Vestegns Politi har intensiveret sin tilstedeværelse i Herlev som følge af skudepisoden og har 'iværksat tryghedsskabende patruljering i området'.

Natten til onsdag blev der fundet en udbrændt Audi personbil i Haslev på Midtsjælland, og man undersøger nu, om bilen har forbindelse til skyderiet i Herlev.

Politiets teori er, at der er tale om en intern uoverensstemmelse i en bandegruppering.

»I forbindelse med skyderiet efterforsker vi en persongruppe der holder til dels på Vestegnen og dels i København og i den nordlige ende af Midt og Vestsjællands politikreds. Derfor er vi i meget tæt kontakt med Københavns Politi, Midt- og Vestsjælland Politi og Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter,« siger politiinspektør Mikael Wern.

Billede fra skyderiet i Herlev.
Billede fra skyderiet i Herlev. Foto: Byrd / Steven Knap
Vis mere

Tirsdag aften blev der også skudt i København. Ved Lygten på grænsen mellem Nørrebro og Københavns Nordvestkvarter blev en 34-årig mand ramt af skud i begge arme. Han er uden for livsfare.

Til B.T. fortæller politiinspektør Torben Svarrer fra Efterforskningsenheden hos Københavns Politi, at man er ved at undersøge, om der kan være en sammenhæng mellem skyderiet i Nordvestkvarteret og skyderiet i Herlev.

»Vi kan bestemt ikke afvise, at der kan være en sammenhæng med skyderiet i Herlev, og det er noget, vi taler med Vestegnens Politi om,« siger han.

Derudover fortæller han, at han ikke kan oplyse om meget nyt i sagen.

»Vi er ikke blevet klogere på, hvem der stod bag endnu. Men vi kobler det lidt sammen med det skyderi, der blandt andet har været herude i weekenden. Vi tror, der er en sammenhæng der,« forklarer Torben Svarrer.

»Vi har jo hele tiden haft en bandeindsats kørende på Nørrebro, og den justerer vi, når sådan noget sker, i opadgående retning. Så vi er meget massivt til stede derude, for vi vil simpelthen ikke acceptere de skyderier i det offentlige rum. Så det er noget, vi tager meget alvorligt,« tilføjer han.

Der er endnu ingen anholdt i sagen.

»Vi har ingen formodning om, hvem gerningsmændene kan være, men vi er nok godt klar over, hvilken retning vi skal kigge i rent miljømæssigt,« forklarer han.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.