Ti medlemmer af den nu opløste bande Loyal to Familia er i Østre Landsret blevet idømt samlet 60 års fængsel for grov vold begået under bandekonflikten i København i 2017.

Det skriver Statsadvokaten i København på Twitter.

To af de dømte udvises for bestandig.

I sagen var der rejst tiltale for drabsforsøg, men der var ikke grundlag for at dømme for forsøg på manddrab, mener landsretten.

Derfor dømmes de tiltalte for grov vold.

Også Retten på Frederiksberg valgte at dømme de tiltalte for grov vold - til dels forsøg på grov vold - ved en afgørelse i marts 2019.

Anklagemyndigheden ankede dommen dengang.

Oprindeligt var i alt 16 LTF-medlemmer tiltalt i sagen. Fem blev frifundet i byretten, og undervejs pillede anklagemyndigheden selv en af de tiltalte ud af sagen. Han var blevet forvekslet med en anden.

Landsretten skulle kun tage stilling til de ti tilbageværende.

Mændene var tiltalt for at planlægge et overfald og drab på ledende medlemmer af den rivaliserende bande Brothas.

Bevæbnet med knive og slagvåben jagtede de fem medlemmer af Brothas i Mjølnerparken på Nørrebro i København den 23. oktober 2017.

De fem Brothas-medlemmer slap dog væk. Derefter overfaldt de dømte et sjette Brothas-medlem i nærheden - nærmere bestemt på Tagensvej.

Han blev stukket med en kniv på kroppen og i hovedet og var efter overfaldet i "overhængende livsfare", fremgår det af anklageskriftet.

I byretten blev de tiltalte - der blev kendt skyldige - idømt mellem tre et halvt og seks års fængsel. Samlet fik de dengang 51 års fængsel.