En 10-årige amerikansk pige døde på tragisk vis, da hun ville redde to små søstre fra at blive kørt ned af en bil, der trillede baglæns i en indkørsel.

Den 10-årige amerikanske pige Kiera Larsen risikerede det dyrebareste hun havde – nemlig livet – da hun mandag så, at to små piger var i fare.

Kiera Larsen var som en storesøster for de to-årige søstre Emma og Adison Jenkins. Og derfor var hun ikke i tvivl om, at hun måtte redde dem, da hun mandag så, at en bil begyndte at trille baglæns ned i en indkøsel på Los Coches Road i California.

Den modige pige skubbede de to små søstre væk. Desværre slap kun ikke selv for at blive ramt af bilen og fik alvorlige skader. Og ved ankomsten til hospitalet blev hun erklæret død, skriver det lokale amerikanske medie ABC10 news.

De små pigers mor, Alissa Jenkins, er utrolig taknemmelig for den gerning som Kiera Larsen gjorde.

»Hun reddede begge mine døtres liv. Hun er virkelig en helt. Hun vil for altid være mine børns skytsengel,« siger hun til ABC10News.

Kevin Pearlstein, der er færdselsbetjent i Californien kalder også Kiera Larsens indsats for heltagtig.

»Hvis du tænker over det, så ofrede hun sit eget liv for at redde et andet barns,« siger han til det amerikanske medie.

Politiet vil nu undersøge bilen, der begyndte at trille baglæns for at se, hvad der forårsagede ulykken.

I forbindelse med Kiera Larsens død er der blevet lavet en online indsamlig via hjemmesiden GoFundMe, så familien kan få hjælp til at dække begravelsesudgifterne til deres lille dattter.

Over 60.000 dollars er allerede blevet indsamlet, og familien har lagt en besked ud, hvor de takker alle for den store støtte og de rørende beskeder.