En 10-årig pige er tirsdag morgen kommet til skade i et højresvingsuheld i København.

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

»Pigen er uden for livsfare, men har personskade og er ved bevidsthed,« siger vagtchef Michael Andersen.

Videre lyder det, at hun er kørt på hospitalet, mens hendes pårørende er blevet underrettet.

Den 10-årige pige blev ramt af en lastbil i krydset mellem Carl Jacobsens Vej og Gammel Køge Landevej i Valby.

Anmeldelsen kom kl. 8.22.

Billeder fra stedet viser, at der er en stor mængde politibiler og ambulancer til stede, hvor det gik galt.

»Sådan er det jo, når vi får en melding om 'højresving' og børn,« som vagtchef Michael Andersen forklarer.

Politiet har ikke mistanke om, at lastbilchaufføren skulle have foretaget sig noget ulovligt. Der er altså tilsyneladende tale om »et tragisk uheld«.