I to tilfælde har landsret frifundet unge for børneporno i Umbrella-kompleks, men nu er to domme stadfæstet.

Østre Landsret stadfæster betingede fængselsstraffe til to unge mænd i et stort sagskompleks, der er blevet døbt Umbrella.

De tiltalte er således skyldige i deling af børneporno og straffes med fængsel i henholdsvis 20 og 40 dage.

Sagerne mod de to unge, der var 16 og 17 år på gerningstidspunktet, er såkaldte prøvesager.

Det vil sige, at dommene kan få afgørende betydning for over 1000 andre unge, der er sigtet for at have delt to meget omtalte sexvideoer.

I to tidligere tilfælde har Vestre Landsret og Østre Landsret omgjort andre sager i Umbrella-komplekset. Modsat byretterne mente landsdommerne ikke, at de unge her kunne dømmes for børneporno.

Men i tirsdagens domme godkender Østre Landsret altså byretternes vurdering.

De to unge er skyldige i at have delt videoerne, der indeholder seksuel aktivitet mellem to 15-årige, på Facebook og via Messenger.

Den ene tiltalte havde 16. august 2016 delt de to videoer med kort tids mellemrum til 16 personer. Den anden tiltalte havde i løbet af en måned i efteråret 2015 delt videoerne fem gange til i hvert fald 35 personer.

Østre Landsret mener, at de to dømte må have vidst, at aktørerne i videoerne var mindreårige.

- Der blev herved lagt afgørende vægt på, at det – når man så de to videoer i sammenhæng – klart fremgik, at de forurettede begge var under 18 år, lyder det i landsrettens afgørelse.