Ifølge en spansk sportsavis vil Kevin Magnussens Haas-team hente den tidligere verdensmester Fernando Alonso hos McLaren.

Den spanske avis Diario Gol bringer årets første og mest saftige rygte i Formel 1-sæsonen, selvom der kun er kørt to løb.

for skal man tro avisens oplysninger, har Kevin Magnussens arbejdsgiver Haas brugt sæsonens første uger på at henvende sig til spanieren Fernando Alonso.

Her skulle Haas ifølge Diario Gols oplysninger være interesserede i at lokke Fernando Alonso til teamet i 2019 som en mulig erstatning for franske Romain Grosjean, der selv skulle være i spil til at afløse Kimi Raikkönen hos Ferrari.'

Det er altså ikke med sigte på at skippe Kevin Magnussen ud for at gøre plads til Fernando Alonso, som dengang danskeren blev degraderet efter 2014-sæsonen hos McLaren.

Ser man på Kevin Magnussens øjeblikkelige form, virker det heller ikke sandsynligt, at Haas kunne finde på at smide ham ud. I stedet ligner det mere et spørgsmål om tid før, at teamejer Gene Haas indløser Kevin Magnussens kontraktlige klausul, der giver ham endnu en sæson i Haas-raceren i 2019.

Oplysningerne om forbindelsen mellem Fernando Alonso og Haas er ikke officielt bekræftet, og det ligner lige nu en meget tidlig åbning på den årlige ’silly season’, hvor rygterne om kører-rokader nærmest eksploderer over sommeren i Formel 1.

Fernando Alonso menes at have kontraktudløb hos McLaren efter denne sæson, og derfor er det naturlig at spekulere i, hvad den 36-årige spanier skal i 2019.

Avisen, Diario Gol, hævder, at Fernando Alonso er bekendt med interessen fra Haas og slet ikke vil udelukke at skifte til amerikanerne. Her skulle Fernando Alonsos lyst til eksempelvis at køre med i Indy 500 i USA igen være en af årsagerne til, at han gerne vil køre hos et amerikansk team fremover.

Samtidig skulle Fernando Alonso trods tre sørgelige år hos McLaren være en af feltets helt tunge drenge målt på lønkontoen, og det kunne også være en årsag til, at McLaren kunne fristes til at lade spanieren gå efter i år.

Men igen er de informationerne ubekræftet.

Fernando Alonso er ikke blevet hørt til Haas-rygtet, men da han forlængede med McLaren sagde han til SkySports, at han gerne ville slutte i Formel 1 hos det engelske storhold.

»Jeg ville blive ekstremt glad, hvis jeg sluttede min karriere hos McLaren. Jeg tror ikke kun, at det bliver et enkelt år til her,« sagde Fernando Alonso.

Fernando Alonso har ofte været frustreret med livet hos McLaren.
Fernando Alonso har ofte været frustreret med livet hos McLaren. Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Haas-teamet har i sæsonens to første løb i Australien været feltets store overraskelse, hvor Kevin Magnussen og teamet har været lynhurtige og helt fremme i top ti. En kendsgerning, som pudsigt nok Fernando Alonso har luftet sin skepsis overfor ved at hentyde, at Haas har været lidt for kreative med at efterligne Ferraris racer.

Haas-racerens fart gav bonus i det seneste løb i Bahrain, hvor Kevin Magnussen blev nummer fem. Et resultat, der har givet genlyd i Formel 1 og pludselig gjort Kevin Magnussen til et ret varmt navn i de her uger.

Fremgangen kan 25-årige Kevin Magnussen så passende bygge videre på, når Formel 1 kører sæsonens tredje løb i den kommende weekend.

Her går turen til Kinas Grand Prix i Shanghai, hvor Kevin Magnussen kørte et godt løb og blev nummer otte i en ellers svær weekend for Haas-teamet i 2017.