Torsdag bliver der afsagt dom i retssagen mellem racerkøreren Kevin Magnussen og hans tidligere manager Dorte Riis Madsen.

Domsafsigelsen bliver afslutningen på en vild uge for begge parter, der igen konfronteres med et ærgerligt spøgelse fra fortiden.

Sagen, der begyndte i Københavns Byret for år tilbage, får nu sat endnu et punktum, når sagen for anden gang prøves ved en dansk domstol.

Denne gang er det Østre Landsret, der har behandlet sagen, hvor Dorte Riis Madsen blandt andet har stævnet Kevin Magnussen for uretmæssigt at have afbrudt deres kontrakt i 2015 samt misligeholdelse af samarbejdet.

Afgørelsen i Østre Landsret ventes ifølge retslisten at blive afsagt klokken 10.

Dorte Riis forlader Københavns Byret med sin forhenværende advokat ved et tidligere retsmøde
Dorte Riis forlader Københavns Byret med sin forhenværende advokat ved et tidligere retsmøde Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kevin Magnussen har hele tiden afvist at have misligholdt den ellers gældende managerkontrakt med henvisning til, at Dorte Riis Madsen ikke levede op til sit ansvar som manager, da han blev degraderet til reserve hos McLaren efter debuten i 2014.

Han har samtidig beskyldt hende for at modarbejde ham internt hos McLaren og sætte ham i et dårligt lys ved at påtale over for ledende figurer, at racerkøreren fik en større tatovering på underarmen i 2014.

Men en central del af sagen handler om punktet, hvor parterne er uenige om, hvorvidt Dorte Riis Madsen i kontraktperioden fraskrev sig retten til at få udbetalt 20 procent af Kevin Magnussens indkomst som racerkører mod at være en fastlønnet direktør for Kevin Magnussens anpartsselskab, som ejes af racerkøreren selv og milliardæren Anders Holch Povlsen.

Et beløb, der potentielt løber op i millioner af danske kroner.

Kevin Magnussen fortalte i byretten, at han reelt ikke vidste, hvad han skrev under på, da han og Dorte Riis Madsen indgik deres manageraftale, da han kun var teenager.

Kevin Magnussen ankommer i sin tid til byretten med hustru Louise Gjørup Magnussen (Foto Bax)
Kevin Magnussen ankommer i sin tid til byretten med hustru Louise Gjørup Magnussen (Foto Bax)
Vis mere

Byretten gav senere Dorte Riis Madsen medhold i en del af anklagepunkterne i sagen, som kort efter blev anket til Østre Landsret.

Hverken Dorte Riis Madsen eller Kevin Magnussen møder torsdag frem i Østre Landsret. Domsafsigelsen bliver således afsagt og fremsendt til parterne digitalt.

Kevin Magnussen er lige nu i USA, hvor han tester sin nye racer for Chip Ganassi-teamet i den amerikanske Le Mans-serie.

For Dorte Riis Madsen sætter domsafsigelsen punktum på en vild uge for den danske racermanager.

Hvor sagen mod Kevin Magnussen har været et lavpunkt både professionelt og personligt, så oplevede hun i denne uge at opnå en ny og overraskende milepæl som manager i international motorsport.

Det skete, da det tirsdag kom frem, at hendes nye, danske racerkører Frederik Vesti havde skrevet under på en aftale med Mercedes' Formel 1-team, hvor den 19-årige dansker nu er ansat som akademi- og juniorkører for de mangedobbelte verdensmestre.

Frederik Vesti fortsætter samtidig med at køre Formel 3, hvor han i denne sæson stiller op for ART Grand Prix.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Kevin Magnussen eller Dorte Riis Madsen.