Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) måtte søndag udgå allerede på første omgang ved et dramatisk britisk Formel 1-grandprix.

Britiske Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet, til trods for at han måtte humpe sig i mål med en punktering på sidste omgang.

27-årige Magnussen kom fint af sted i søndagens løb og fik klemt sig et par placeringer op på 11.-pladsen. Kort efter gik det dog galt for Magnussen.

Efter et lille sammenstød med Red Bulls Alexander Albon gled han ud i gruset og måtte dermed vinke farvel til løbet på den ikoniske Silverstone-bane.

Episoden blev efterfølgende gennemset af Formel 1-officials, og lidt senere i løbet blev det meddelt, at Alexander Albon fik en femsekunders tidsstraf for at have været med til at forårsage et sammenstød.

Kevin Magnussen og Haas-holdkammeraten Romain Grosjean fik en tung kvalifikation lørdag, hvor de igen havde svært ved at finde farten. De to blev henholdsvis nummer 16 og 19.

På grund af straffe til andre kørere blev de dog rykket op på startlisten.

Det betød, at Magnussen startede på 14.-pladsen, hvilket i virkeligheden svarede til plads nummer 13, da tyske Nico Hülkenberg (Racing Point) kort før løbsstart måtte droppe grandprixet på grund af problemer med sin bil.

32-årige Hülkenberg skulle have erstattet mexicanske Sergio Pérez, der har afgivet en positiv prøve for coronavirus.

De to Mercedes-kørere Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, der begyndte som nummer et og to, lagde sig sikkert i front fra start i søndagens løb.

Daniil Kvyat (AlphaTauri) røg efter lidt over 10 omgange ud i gruset ligesom Kevin Magnussen. Han måtte dermed også sige farvel til løbet.

Det lignede længe en stensikker dobbeltsejr til Mercedes, men på sidste omgang gik det galt for mandskabet. Først punkterede Bottas, og han endte helt uden for pointene, da dan gled ned på en 11.-plads.

Få øjeblikke senere punkterede Hamilton også. Han havde dog sikret sig nok luft forrest, til at han lige nøjagtig kunne bevare førstepladsen.

Gense B.T.s LIVE-blog her: