Alt kan ske i Baku, siger man – og det må man sige, at det gjorde søndag eftermiddag.

I et helt igennem vanvittigt grandprix lå Kevin Magnussen på utrolig vis til at score point til sidst, men det blev kun til en 13.-plads efter en helt igennem dramatisk afslutning.

Her udgik holdkammeraten Romain Grosjean i en bizar soloulykke, mens han ellers lå til at score sæsonens første point på sjettepladsen. Og han var rasende. I garagen kylede han med sin handsker.

Vinder af løbet blev Mercedes’ Lewis Hamilton, der hentede årets første sejr foran Ferraris Kimi Raikkonen. Force Indias Sergio Perez hentede en sensationel tredjeplads.

Det var på de 10 sidste omgange, at det hele eksploderede.

Og dramaet blev sat i gang med en utilgivelig kollision mellem Red Bull- holdkammeraterne Daniel Ricciardo og Max Verstappen, der lignede den store skurk. De havde tidligere i løbet haft flere hårrejsende overhalingsdueller mod hinanden, og næsten forudsigelig endte det med, at de bragede sammen og kørte hinanden af banen. Se det her:

Det udløste en safety car.

Og mens feltet langsomt blev samlet, drønede Romain Grosjean pludselig ind i barrieren uden at være i nærkontakt med andre end sig selv. Utroligt nok.

På det tidspunkt lå franskmanden på sjettepladsen og var på vej mod sæsonens første point efter at have startet løbet som nummer sidst.

I stedet måtte han udgå.

Og det kom alt sammen Kevin Magnussen til gode. Danskeren punkterede tidligt i løbet efter at være blevet ramt af Saubers Marcus Ericsson (der fik en straf for forseelsen), og senere var der problemer med Haas-racerens bund.

Kevin Magnussen kæmpede dog ufortrødent videre, og på grund af de sene farvel til Verstappen, Ricciardo og Grosjean, lå danskeren pludselig nummer 10.

Da den lange safety car-periode var ovre, fortsatte dramatikken.

For Kevin Magnussens vedkommende kom han i nærkontakt med Toro Rossos Pierre Gasly, hvilket endte med at udløse en 10-sekunders-straf til Haas-køreren. Det fik dog ingen reel betydning, for danskeren blev sidst af de kun 13 fuldførende kørere. Hele syv biler udgik.

Allerforrest endte den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton med at drage mest udbytte af den hektiske afslutning. Han vandt sæsonens fjerde grandprix - OG han bragte sig samtidig for første gang i spidsen for den samlede VM-stilling.

Efter safety car-perioden lignede det ellers en sejr til hans Mercedes-holdkammerat Valtteri Bottas. Finnen lå forrest, da løbet igen blev givet frit med kun få omgange tilbage, og da Sebastian Vettel smed sine vinderchancer væk med en bremsefejl, lå det til Bottas.

Men han punkterede utroligt nok på start-mål-langsiden, og så lå det hele til Lewis Hamilton, der sikkert kørte sejren hjem.

Han var dog ret afdæmpet i sin jubel, for han vidste godt, at heldet i den grad havde en finger med i spillet.

»Det var et ret følelsmæssigt løb. Valtteri havde fortjent at vinde. Det føles mærkelig at stå heroppe, men jeg gav aldrig op,« sagde Lewis Hamilton efterfølgende fra podiet.

Alt kan nemlig ske i Baku.

Se, hvad der skete i det vilde grandprix herunder: