Kevin Magnussens tidligere chef Guenther Steiner bevæger sig ud i det, der ligner en urimelig sammenligning.

I et interview med Autosport sammenligner Haas-bossen Kevin Magnussen med teamets to debutanter Mick Schumacher og Nikita Mazepin.

Et forkert ord kan ifølge Guenther Steiner gøre de to unge og uprøvede kørere nervøse og hæmme deres udvikling i Formel 1s p.t. ringeste racerbil.

Guenther Steiner sammenligner således situationen med dengang, da danske Kevin Magnussen kom til Haas i 2016 efter to svære år hos McLaren og Renault.

Guenther Steiner sammen med Romain Grosjean og Kevin Magnussen, da de kørte Haas-raceren. (PETER PARKS / AFP)
Guenther Steiner sammen med Romain Grosjean og Kevin Magnussen, da de kørte Haas-raceren. (PETER PARKS / AFP) Foto: PETER PARKS
Vis mere

»Da Kevin var hos os i sit første år, og selvom han allerede havde kørt to år i Formel 1, vil jeg sige, at han også var ret usikker og troede ikke på sig selv,« fortæller Steiner og fortsætter:

»Så han (Magnussen, red.) skulle også hjælpes lidt. Men han fik ret hurtigt styr på det, da han først oplevede, at teamet stod bag ham, og at vi alle hjalp ham.«

Hvor Kevin Magnussen relativt hurtigt begyndte at score VM-point i Haas-raceren, er udgangspunktet på ingen måde det samme for Mick Schumacher og Nikita Mazepin.

Især russeren Mazepin har sine udfordringer med bilen, som han har kørt af banen flere gange under sæsonens to indledende Formel 1-løb.

Mick Schumacher og Nikita Mazepin har store problemer med Haas-raceren. (Photo by Mazen MAHDI / AFP)
Mick Schumacher og Nikita Mazepin har store problemer med Haas-raceren. (Photo by Mazen MAHDI / AFP) Foto: MAZEN MAHDI
Vis mere

Heller ikke Schumacher har været fejlfri i raceren, men han er dog kommet bedre gennem strabadserne.

Guenther Steiner slår fast, at han ved at bruge samme taktik som med Kevin Magnussen, giver de to debutanter troen på egne evner hos feltets bundprop.

»Det er det samme, jeg forsøger at gøre med Mick og Nikita ved at sige til dem, 'at vi er her for jer, gutter', og vi er jeres førstehjælpere, og I er nødt til at stole på os. Vi gør vores bedste for at hjælpe jer',« forklarer Steiner.

Kevin Magnussen er i dag færdig med Formel 1 og kører i denne sæson i den amerikanske Le Mans-serie, mens han også skal køre verdens største motorløb, når han stiller til start ved 24-timer på Le Mans sammen med hans far Jan Magnussen samt danske Anders Fjordbach.