Kevin Magnussen får nu alligevel ’skylden’ for sammenstødet med Charles Leclerc i det japanske grandprix for 14 dage siden.

Men danskeren slipper for straf, og den nye vurdering af ’skyldsspørgsmålet’ blev højst kontroversielt afsløret i et hemmeligt møde, der ved en fejl blev transmitteret i mediecenteret på Circuit of the Americas uden for Austin.

Fredag aften dansk tid blev det obligatoriske kørermøde op til USA´s Grand Prix afholdt. Det var imødeset med spænding, for Charles Leclerc havde planlagt at tage sit sammenstød med Kevin Magnussen i det seneste grandprix i Japan op med FIA´s sikkerhedschef Charlie Whiting. Normalt er disse møder ikke offentlige og de informationer der slipper ud er altid præget af de enkelte køreres mening.

Men ved en fejl blev lyden fra Whitings mikrofon i de første fem minutter af mødet sendt ud i mediecenteret. Her kunne en lille skare overraskede journalister inklusiv B.T.´s udsendte høre FIA-chefen tale om episoden.

 Charlie Whiting langer nu ud efter Magnussen
Charlie Whiting langer nu ud efter Magnussen Foto: ZOLTAN BALOGH
Vis mere

Det var tydeligt, at Whiting mente, at Magnussen var sluppet billigt, da dommerne i Japan valgte at anse sammenstødet for en hændeligt uheld, hvor ingen af kørerne bar hovedparten af skylden. Inden hans mikrofon blev slukket nåede Whiting også at slå fast, at Magnussen reagerede for sent på Leclercs overhalingsforsøg.

Whitings udtalelser er overraskende, for efter løbet i Japan forsvarede han Magnussen, og sagde at en videoanalyse frikendte danskeren for at have blokeret for Leclerc.

Uanset Whiting nu har ændret mening, kan han ikke ændre dommernes beslutning fra Suzuka. Magnussen slipper for straf, men FIA-chefens udtalelser ved kørermødet i Austin sætter danskerens kørsel i et nyt, kritisk lys. Samtidig er det en indirekte kritik af dommerne i Japan, der blandt andet inkluderede Tom Kristensen.

Det skal understreges, at det kun var lyden fra Whitings mikrofon, der blev udsendt i mediecenteret på Circuit of the Americas. Det var således ikke muligt at høre eventuelle kommentarer fra Magnussen, Leclerc eller de øvrige kørere.