Charles Leclerc var forundret over, at danske Kevin Magnussen ikke blev straffet for deres sammenstød.

Episoden udspillede sig på anden omgang i Japans Grand Prix. Her bankede Kevin Magnussen og Charles Leclerc sammen på langsiden med høj hastighed.

TV-billeder af situationen viste umiddelbart, at Kevin Magnussen pludselig trak til højre og ind foran Sauber-køreren, da Leclerc lagde an til en overhaling indenom danskeren.

»For mig er det ret åbenlyst, at når vi kører så hurtigt, er det ret farligt at lave sådan et træk med bilen,« konkluderede Charles Leclerc efter løbet til TV3 Sport.

Kevin Magnussen havde en dårlig weekend i Japan. (AP Photo/Ng Han Guan)
Kevin Magnussen havde en dårlig weekend i Japan. (AP Photo/Ng Han Guan) Foto: Ng Han Guan
Vis mere

Kevin Magnussen måtte udgå efter episoden, hvor hans bil punkterede og fik store skader på racerens gulv. Charles Leclerc kunne fortsætte, men udgik senere med en skade.

Dommerne, som i denne weekend omfatter danske Tom Kristensen, så efterfølgende på episoden. Her valgte de ikke at straffe Magnussen og Leclerc. Og det faktum undrer Charles Leclerc sig meget over.

»Vi så en lignende situation Kimi Raikkönen og Max Verstappen på Spa for nogle år siden. Her var der meget polemik om, at det var forkert at gøre sådan noget (som Magnussen gjorde, red.). Men i dag er det blevet accepteret, at man kan gøre sådan,« siger monegaskeren og fortsætter:

»Så jeg har brug for en forklaring på, hvorvidt vi kan gøre sådan eller ej. De (dommerne, red.) har deres grunde til at sige, at han (Magnussen, red.) ikke gjorde noget forkert. Det er jeg nødt til at forstå, og derfor skal jeg have en forklaring.«

Mens Kevin Magnussen udgik, vandt Lewis Hamilton løbet i Japan.