Efter en fin kvalifikation fik Magnussen problemer under selve løbet i Italien.

Danskeren var længe i top ti, men efter et hårdt pres ødelagde han sine dæk med en nedbremsningsfejl.

Til sidst sagde bilen fra, og Kevin Magnussen måtte udgå af grand prixet i Italien og forlade Monza.

Her er udlandets dom over danskeren:

Crash.net

»Et klassisk løb for Magnussen,« konkluderer mediet og fortsætter:

»God kvalifikation, fin tur på første dæk, hvor han holdt 10. pladsen efterfulgt af, at han røg tilbage i feltet efter at have skiftet dæk, inden han udgik.«

Karakter: 6 ud af 10

Planetf1.com

»Magnussen har set meget bedre ud om lørdagen end om søndagen. Noget af det skyldes bilen, men det skyldes også, at Kevin simpelthen underpræsterer.«

»Det bliver svært for Magnussen at tage noget som helst positivt med fra weekenden, og det er højest usandsynligt, at de (Haas, red.) får noget med fra Singapore næste gang.«

Karakter: 5 ud af 10

F1i.com

»Det er aldrig kedeligt omkring Kevin Magnussen, og han var endnu engang en del af nogle livlige situationer på Monza denne weekend.«

»Da han var nået i top ti, kostede en opbremsningsfejl ham nogle pladser, og til sidst lå han nummer 15, inden et hydraulisk problem kom og tvang Magnussen til at køre bilen i garagen med ti omgange tilbage.«

Karakter: 7.5 ud af 10

Autosport.com

»Han havde chancen til Q3 men fik ikke kørt sig ordentligt i position, og det blev noget rod ved første sving.«

»En fin weekend der kunne have kastet point af sig, men den store opbremsningsfejl på stint blev dyr. Bortset fra det, var det en stærk præstation.«

Karakter: 7 ud af 10