Kevin Magnussen nåede 26 omgange af Østrigs Grand Prix, og så var det slut.

Problemer med bremsen betød, at danskeren måtte udgå, da bilen kun bremsede på baghjulene og det sendte bilen ligeud, da han forsøgte at bremse i et sving.

Det betyder dog ikke, at den danske Formel 1-kører ikke får ros i udlandet, for faktisk bliver han fremhævet som den bedste af de to Haas-kørere. Også holdkammeraten, Romain Grosjean, måtte udgå med bremseproblemer, og det får flere medier til at fremhæve, at det ser svært ud for Haas.

Her er dommen fra de udenlandske medier:

Autosport.com:

»Magnussen missede en plads i Q2, da Grosjean slog ham med 0,007 sekunder, men han gjorde det godt igen med en god start - han kørte sig op som nummer 13 i slutningen af første omgang. Han gjorde fremskridt og nærmede sig point før det store kaos startede, og hans problemer med bremserne var faktisk det, der satte gang i løbet.«

Karakter: 7 ud af 10

Her får Romain Grosjean karakteren 6. At han slog Kevin Magnussen og kom i Q2 bliver kaldt et højdepunkt i en ellers svær weekend for Haas.

Planetf1.com:

»Den bedste af de to Haas-kørere. Magnussen blandede sig i det mindste oppe i midten, før problemer med bremsen fik hans eftermiddag til at slutte tidligt.«

Karakter: 6 ud af 10

Her får holdkammeraten karakteren 5 med begrundelsen, at det var en 'hård dag på kontoret for Haas'.

»Han (Grosjean, red.) skal til at vise holdet, hvorfor han skal blive, og set i det perspektiv startede han ikke godt i forhold til det.«

GP Today:

»At ryge ud i Q1 gør ham nok ikke tilfreds, efter han havde en så fantastisk kvalifikation her sidste sæson. Hans bremser svigtede, før han virkelig kom i gang.«

Karakter: 6 ud af 10

Den samme karakter får Romain Grosjean her, og det bliver desuden konkluderet, at Haas nok får 'endnu et svært år'.

Sky Sports:

»Kevin Magnussen siger, han kunne have fået point til Haas, hvis ikke det var for de 'store problemer' med bremsen, som sendte ham ud af løbet. Magnussen lå nummer 11, da det skete, så han har nok en pointe.«

Karakter: 6 ud af 10

Det samme får Romain Grosjean, der i det mindste kan 'trøste sig med', at han var bedre end Magnussen i kvalifikationen.

Hos B.T. fik Kevin Magnussen karakteren 4, og begrundelse for det, kan du læse mere om her.