Kimi Räikkönen er iskold, selvfølgelig.

»Ja, jeg havde det sjovt til en fest,« lyder det fra ham.

Formel 1-stjernen har ellers været tavs et par dage, efter at han tiltrak sig en stor del af opmærksomheden ved det internationale motorsportforbunds (FIA) store gallafest forleden.

Men nu reagerer han altså Räikkönen-style:

Det var i fredags, at motorsportens største stjerner - og vindere - blev hyldet i russiske St. Petersburg.

Og her var Kimi Räikkönen tydeligvis i godt humør. I strålende, overvældende, entusiastisk humør.

Han er ellers berømt og berygtet for sin iskolde attitude - deraf tilnavnet 'Iceman' - men den sædvanlige tilgang til omverdenen var afløst af smil og glæde.

Det kunne man eksempelvis se, da han gik på scenen for at modtage en pris med den nu forhenværende Ferrari-holdkammerat Sebastian Vettel.

Og det kunne man se i de små klip, der siden dukkede op på internettet fra bordet, hvor han - igen - var placeret ved siden af Sebastian Vettel.

Og folk elskede det.

Ikke mindst på eksempelvis Twitter, hvor billeder og film fra gallafesten blev delt og liket i en uendelighed.

Med et utal af sjove kommentarer.

Kimi Räikkönen skal i den kommende sæson køre for Sauber-teamet, hvor han bliver makker med Antonio Giovinazzi.