Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, ærgrer sig over, at Haas har valgt at stoppe samarbejdet med Kevin Magnussen efter denne sæson.

Den nedslående, danske Formel 1-nyhed stod klart torsdag formiddag, hvor Kevin Magnussen meldte ud, at han forlader holdet efter sidste løb i Abu Dhabi til december.

En beslutning, som Haas har truffet efter lange overvejelser om, hvem der skal tegne teamet i fremtiden.

Jan Magnussen, der selv har en fortid i Formel 1, mener ikke, at beslutningen er truffet ud fra, hvem der kunne køre hurtigst i Haas-raceren.

»Jeg er ked af, at Kevin stopper hos Haas. Teamet har åbenbart mere brug for penge lige nu end talent. Det er ærgerligt, at det er kommet dertil i Formel 1,« siger Jan Magnussen til B.T.

»Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er fair. Men det spiller man ikke med i Formel 1. Denne her beslutning omkring Kevin har intet at gøre med hans kunnen eller gøren på banen,« slår han fast.

Jan Magnussen fortæller, at Kevin Magnussen fik beskeden af Haas for kort tid siden efter et forløb, hvor danskeren har været i venteposition omkring sin Formel 1-fremtid.

»Det er ganske for nylig, at det blev meldt ud. Kevin har også gået og ventet på en udmelding fra teamet og spurgt ind til det. De har været meget åbne med, hvor mange de talte med trods alt,« fortæller Jan Magnussen.

Han understreger dog, at Kevin Magnussen stadig arbejder på at forlænge livet i Formel 1, hvor alle muligheder i øjeblikket afsøges.

»Alt er altså stadig åbent. Lige nu får han ikke forlænget sin aftale med Haas, og det er fakta,« siger Jan Magnussen og fortsætter:

»Men han er ikke nødvendigvis færdig med Formel 1. Der er ikke så mange muligheder tilbage i Formel 1, og det ser svært ud. Men der bliver arbejdet på højtryk på alle muligheder.«

Det har tidligere været fremme, at Jan og Kevin Magnussen går med en fælles drøm om at køre Le Mans sammen på et tidspunkt.

Men Jan Magnussen fortæller, at Kevin Magnussen først og fremmest skal se på, hvilke muligheder der ellers byder sig til.

»Han skal lige se på de andre muligheder først. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke gad at køre et Le Mans med Kevin. Det kunne være kæmpestort. Men det er slet ikke øverst på ønskelisten lige nu,« siger Jan Magnussen.

Hvis Kevin Magnussen ender med at forlade Formel 1, er der flere oplagte serier, han kunne kaste sig over.

Umiddelbart virker en fremtid i Indycar som et godt bud, men også den nye hypercar-serie for sportsvogne kunne være interessant. Derudover er der også Nascar i USA eller Formula E, som økonomisk kunne være lukrative muligheder at afsøge.

Kevin Magnussen og baglandet er i hvert fald i fuld gang med at afsøge markedet.

»Men det har været svært indtil nu at tale rigtig seriøst med andre teams i alle serier, når man ikke vidste, hvilken vej man skulle,« siger Jan Magnussen.